De Noir

De noir hoved

Det ultimative valg for avl og dressur De Noir blev i efteråret 2002 kåret i Hannoveraner Verband, og i 2003 blev han udnævnt som suveræn fløjhingst ved Dansk Varmblods hingstekåring. Umiddelbart efter Dansk Varmblods kåring aflagde De Noir en fremragende 30-dages test, hvor han blev disciplinvinder i dressur og samlet vinder af prøven med hele 914,7 point i ridelighed. De Noir viste igen sin styrke ved 70-dages prøven i 2003, hvor han vandt prøven i dressur med 885 point og også her blev han samlet vinder med 812,75 point. De Noirs afstamning er interessant, idet Donnerhall-blodet er matchet med Matcho AA. De Noirs moder Maharani var selv samlet vinder af følskuet i Lüchow. Hun har på 12 avlssæsoner haft 11 føl. I 2002 blev halvsøsteren statspræmiehoppe og samme år blev De Noir kåret. De Noirs oldemor blev flere gange udnævnt til: ”Bedste hoppe” ved hannoveranerfinaleskuer. Hun avlede 14 føl på 16 avlsår, heraf to kårede hingste (Walt Disney I+II), en siegerhoppe samt en statspræmiehoppe.

Førende hippologer hævder, at man næppe i mange år har set en hingst nedarve sin type og smidighed på så forskellige hopper som De Noir. Han dominerede følskuerne totalt ved at besætte en stor part af pladserne til eliteskuerne 2004-2011. Her udmærkede han sig som far til bl.a. Klostergaardens Miabella, der var ”Årets hoppe-føl” 2004 og i 2005 blev udnævnt til bedste hoppe i Finland, og som i 2007 blev tildelt guldmedalje i Dansk Varmblod. I 2005 var han ligeledes far til ”Årets føl” i hannoveranerforbundet i Tyskland. 2007 blev et drømmeår for Katrinelunds sorte perle, da han fik en søn kåret af første årgang og ikke mindre end 20 afkom udtaget til Dansk Varmblods eliteskue. Her var han far til 40% af alle 3-års hopper, som alle fik medalje – og som det blev kommenteret: ”En sådan gennemslagskraft er aldrig før set i Dansk Varmblod”. I 2008 fortsatte De Noir sit eventyr, og han blev som den yngste hingst nogensinde udnævnt til elitehingst. Til unghestechampionatet i 2009 var hele 30% af pladserne besat af afkom efter De Noir, og selvsamme år opnåede De Noir sine første placeringer i S-dressur. I 2010 fik De Noir-datteren Holballes Deeba tildelt guldmedalje og i 2011 havde De Noir sit første afkom med til UVM i Verden – Vivelstads Renoir. 2012 var igen et år med succes for De Noir med bl.a. guldmedaljehoppen Lehmanns Lilo og ved 5-års championatet i dressur var han far til vinderen Holballes Deeba og nr. 8 De Negro. De Noir går nu i sporten.


Se videoen af De Noir fra Katrinelunds hjemmeside